Lillebror overtager magten

print
- vi tager søskenderollerne med på arbejde

AF JOHN ANDERSEN, PARTNER I GREEN ANDERSEN

”Til medarbejdersamtalerne bad de mig om at hoppe ned af deres skuldre. Jeg måtte erkende, at jeg havde svært ved at uddelegere”.

En kvindelig direktør fortalte på et lederudviklingsprogram, at hun var kvinden, der endte med at løse opgaverne selv. Hvis de andre havde travlt, var det bedre at stille høje krav til sig selv frem for at pålægge kollegerne for mange opgaver. Hun følte ikke, at hun kunne stille de samme krav til andre, som hun stillede til sig selv. Og som leder havde hun svært ved at delegere og fulgte for tæt op på medarbejdernes opgaver.

Da blandt andet søskenderoller blev inddraget i den personlige coaching på lederudviklings-programmet, gik det op for kvinden, at hun i høj grad var påvirket af sin fire år ældre storebror. I modsætning til sin mere ustyrlige storebror var hun den fornuftige og ansvarlige datter. Igangsætteren. Altid klar til at tage têten i praktiske gøremål. Og hvor storebror aldrig fik studentereksamen forsøgte hun at leve op til faderens - den travle, noget indadvendte forretningsmand – høje forventninger og uudtalte ambitioner. Hun var fars pige – ambitiøs og målrettet, som selv har taget en uddannelse og gjort karriere i erhvervslivet – men med barneværelsets mønstre i bagagen.